Trekkies.dk (Tilbage til forsiden)


Tilbage til forsiden



Foreningen TV-serier Kalender Biograffilm Universet Download Billeder Diverse Presse DM i Star Trek Butikken





Star Trek X: Nemesis


DVD coverEfter at have rejst rundt i universet i mange år for at holde ro og orden, og udvise velvilje overfor mennesker såvel som overfor rumvæsner, begynder der at være opbrud i det velkendte stjerneskibs besætning, en besætning som kaptajn Jean-Luc Picard (Patrick Stewart) længe har følt som værende hans familie. Førsteofficer William T. Riker (Jonathan Frakes) har giftet sig med Enterprises rådgiver Deanna Troi (Marina Sirtis), og nu skal Riker til at overtage kaptajnstillingen på U.S.S. Titan.

Da U.S.S. Enterprise begiver sig af sted fra Rikers netop afholdte bryllup i hans fædreland Alaska, på vej til Betazed, Trois hjemplanet, hvor der skal holdes endnu en ceremoni, opdager maskinmester Geordi La Forge (LeVar Burton) en usædvanlig elektromagnetisk signatur fra den nærliggende planet Kolarus III. Ved en hurtig undersøgelse finder de demonterede dele af en androide; dele som kan vise sig at være prototypen til Enterprises egen kommandørløjtnant Data (Brent Spiner).

Tilbage på kursen mod Betazed bliver stjerneskibet endnu engang afledt, da Picard modtager en besked fra admiral Janeway (Kate Mulgrew) om at romulanerne, en gammel fjende af Føderationen, har undergået en politisk omvæltning, og at deres nye leder, Praetoren, gerne vil forhandle en fredstraktat med Føderationen. Enterprise er det stjerneskib som er tættest på Den neutrale Zone, derfor er det nu op til Picard og hans mandskab at svare, og undersøge om Praetoren er oprigtig.

Da de ankommer bliver Picard forbløffet over at den nye Praetor slet ikke er en romulaner, men en indfødt fra Romulus’ søsterplanet Remus. Lederen hedder Shinzon (Tom Hardy), men han er hverken romulaner eller remaner, han er faktisk et menneske, en replika af Jean-Luc Picard, som oprindeligt blev skabt af romulanerne med henblik på at skifte den virkelige Picard ud med replikaten som et våben mod føderationen. Planen blev droppet for længe siden, og Shinzon blev forvist til dilithiumminerne på Remus.

Desværre forsvandt Shinzon ikke som romulanerne havde regnet med. Derimod blev han taget under den gådefulde remanske Viceroys (Ron Perlman) vinge, som hjalp ham til styrke og magt, faktisk så meget at Shinzon med succes har overtaget det militære styre over sine skabere og nu er blevet den nye romulanske Praetor.

Selvom Shinzon forsikrer Picard om at romulanerne ønsker denne fredstraktat, er han så virkelig interesseret i at alliere sig med Føderationen? Shinzon har et masseødelæggelsesvåben, som kan tilintetgøre Enterprise og dets besætning. Han har sågar magt til at tilintetgøre Jorden. Og naturligvis er han meget ondsindet mod Picard, som nu står ansigt til ansigt med sit livs hidtil farligste fjende.




Dato: 07-07-2004

Af: André Stæhr Medlemsnr.: 7


trekkies.dk
Postbox 851
2400 København NV

Flere kontaktoplysninger.

Fuglesang & Co


© copyright trekkies.dk 1996-2014 • Hostet af A-Data A/S